Nørkleriet fylder 20 år!

Tænk, det er 20 år siden Nørkleriet blev til!

Den 21. marts 2005 åbnede Nørkleriet, i bittesmå lokaler, længere oppe ad Jernbane Allé.

Vi er stolte af den butik vi har bygget op gennem årene, og vil rigtig gerne fejre det med jer alle sammen.

Vi holder en hel fødselsdagsuge fra d. 18/3 til 22/3.
Der vil der være rigtigt gode tilbud, modelsalg af Nørkleriets egne modeller, Giveaways og masser af hygge og gode historier gennem hele ugen.

Hold øje med både Instagram & Facebook.
Her vil vi fortælle historier fra Nørkleriet og vise billeder fra arkivet.

Vi glæder os til at fejre vores fødselsdag med jer.

KH – og HURRA!

Nørkleriet
AKA Emma, Christina, Elsebeth & Sisse

FredagsStrik…

Vi har fået en god idé!
Hver fredag sommeren over, inviterer vi til FredagsStrik!

Det er helt gratis!

Vi stiller stolene ud og sætter vand over til en kop kaffe-the.
Du er velkommen til at komme forbi vores dejlige butik og strikke med…det er skrupgratis og du behøver ikke melde dig til, bare kom og strik med, hvis du har lyst:-)

FredagStrik hele sommeren

FredagsStrik foregår udendørs, foran Nørkleriet, hvor du kan hygge dig med andre strikkeentusiaster og få et par timers kvalitetstid mellem kl 15 og 17.
Vi strikker med, hvis der ikke er travlt i butikken.

Vi holder FredagsStrik hver fredag, kun undtaget de fredage det regner og på den sidste Store Bededag.

Vi glæder os til at strikke med jer 🙂

KH Elsebeth & Sisse
Nørkleriet

Velkommen i Nørkleriet!

-hvad kan vi hjælpe med?

Hej! Hvad kan vi hjælpe dig med?
Det siger vi mange gange om dagen i Nørkleriet.
Vi hilser på alle kunder og byder jer velkommen i vores univers af garn og opskrifter. Et univers, hvor man kan blive hjulpet rundt, hvis man mangler idéer eller inspiration. Eller hvis man er begynderstrikker og har brug for hjælp til hvilket garn, der fungerer til hvad!
Du kan også snuse rundt mellem hylderne selv og finde lige det garn, der passer til dit næste projekt.
I den levende garnbutik kan du se farverne rigtigt og føle på garnet inden du køber det!

Men, ligegyldig hvilken kategori du tilhører, så er vi klar til at hjælpe dig og guide dig gennem både køb og strikningen , hvis du har brug for hjælp undervejs.
-det er nemlig dét, vi kan!
Vores „job‟ slutter ikke bare ved dit køb.
Vi vil gerne se hvad du har på pindene! Vi vil gerne se hvad det færdige resultat ender med…og blev modtageren glad? Blev det din nye yndlingsbluse? Skal du strikke den i noget andet garn næste gang?

Vi hjælper med vores ekspertise og faglighed. Vi har mange års erfaring med garn & pinde og har efterhånden en temmelig nørdet tilgang til det hele.
Vi bruger også vores viden om forskellige fibre og deres egenskaber, når vi skal finde det rette garn til dig og dit næste projekt.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i vores levende garnbutik…

KH Nørkleriet