Nørkleriet & Coronavirus!

Vi har besluttet at de næste to uger i Nørkleriet ser lidt anderledes ud end normalt.

Vi aflyser Strikkecafé d. 18/3 og 25/3.
Vi udsætter Strikkeskolen 25/3 og Teknisk Torsdag både 12/3 og 26/3 til nye datoer, når vi har et nyt overblik.
Hvis du har købt plads på teknisk torsdag, kan du vælge at få dine penge refunderet eller vente på ny dato – kontakt os, så vi kan lave en god aftale…

Nørkleriet er åbent som normalt i den næste periode, og vi sender selvfølgelig gerne garn til dig, hvis du ikke kan komme til os, eller skal blive hjemme.
Vi kan ikke nå at lægge alt vores garn i webshoppen, men skriv til os, så pakker vi en specialordre til dig og lægger den i vores webshop, så kan du i ro & mag købe den dér:

1: Skriv til os hvad du ønsker at købe (vi laver farveforslag til dig, hvis der er brug for det).
2: Vi laver en specialordre til dig, som du derefter kan købe i vores webshop (her kan du betale med både kort og MobilePay).
3: Når ordren er gennemført, pakker vi din ordre og skynder os i pakkeboksen med den!

Nørkleriet holder åbent til normale åbningstider og du er mere end velkommen til at komme og handle…vi stiller håndsprit frem til fri afbenyttelse, så du har mulighed for at få rene fingre undervejs!

Vi følger tæt med i Sundhedsstyrelsens og regeringens tiltag og retter ind efter deres anbefalinger undervejs!

Mange Hilsner
Elsebeth & Sisse

LÆKKERT LAGERSALG

Vi har opdaget, at I også er glade for LÆKKERT LAGERSALG.
Så derfor åbner vi en afdeling for det i webshoppen!

LÆKKERT LAGERSALG

Vi har ingen sørgelige rester, men nogle sidste ensomme nøgler fortjener også at komme ud til gode hjem.

Priserne vil være reduceret med 30-80 %, så der er rigtig meget at spare.

Her kan du se hvad vi har i det LÆKRE LAGERSALG i dag:
https://www.noerkleriet.dk/vare-kategori/garn/her-kan-du-se-og-koebe-gode-tilbud-fra-noerkleriet/

KH Elsebeth & Sisse

NB!
Varerne i DET LÆKRE LAGERSALG byttes ikke og tages ikke retur.
Varerne kan kun købes i webshoppen, men du kan bestille til afhentning i Nørkleriet, hvis du vil spare portoen (varen er klar til afhentning i det øjeblik den er købt).

Messetid!

Om ikke længe er der AOH-Håndarbejdsmesse i Rødovre, og vi glæder os til igen at lave en fin stand og hilse på rigtig mange kendte og nye ansigter.

I år har vi mange gode tilbud, men også masser af nyheder med på messen:
Vi præsenterer et nyt sjal!
Vi lancerer ny bog “Strikketøj til Børnehaven”.
Vi har fået lavet nye sjove gadgets, som vi også glæder os til at vise frem….
Der vil være konkurrence på standen hver dag, hvor man kan vinde en goodiebag med gode ting fra Nørkleriet, man skal bare komme forbi og deltage…og sige hej til os!

Vind VIP-billet

Vi har fået nogle VIP-billetter, og vi vil gerne dele dem med jer!
Derfor trækker vi to, som vinder en billet hver.
For at deltage, skal du fortælle os om det sjoveste/mærkeligste/mest spektakulære sted, du har prøvet at strikke… så er du med i lodtrækningen. Du skal skrive her som kommentar til dette indlæg (vær opmærksom på, at de ikke kan ses lige med det samme. Du behøver ikke skrive flere gange!).
Vi glæder os til at læse – og måske endda blive inspireret til nye strikke-lokationer…

Vi trækker to vindere på tirsdag, og du skal selv kunne afhente billetten hos os i Nørkleriet!

Vi glæder os til at se jer på vores flotte stand d. 31/1 til 2/2 i Rødovre.
Vi er som sædvanlig på plads lige inden for døren på stand nr. 4.3.

KH Elsebeth og Sisse 🙂

Du kan se lidt mere her: https://www.aohmesse.dk/

VINDERNE ER TRUKKET

Pernille og Charlotte har hver vundet én vip-billet til messen – de har fået direkte besked.
Vi glæder os til at se alle jer, som har mulighed for at komme forbi. Vi håber, I stikker hovedet ind i vores stand og siger hej!!!

Stolthed & Håndværk

Vi er stolte strikkere og er så heldige at være vokset op i familier og fællesskaber, hvor strik (og alt muligt andet håndarbejde) er blevet givet videre som “life-skills” og traditioner.

Vi er selv vilde med at give strikken videre. Både til dem, der skal lære at strikke og dem, som skal videre i processen og lære mere og nye teknikker. Endnu andre er allerede nørdede som os selv og elsker små lækre detaljer og indtagninger på tusind måder, dem vil vi også gerne hjælpe og udfordre.

Arbejdet med rådgivning og undervisning tager vi ret alvorligt, så det fylder en god del af vores hverdag i butikken.
Vi rådgiver gerne gennem hele processen, lige fra hvilket garn, der passer til din opskrift og til hvilken montering der er passende. – og vi elsker når I kommer og viser os jeres fine strikkeprojekter bagefter.

Det er en æressag for os, at du går tilfreds ud af vores dør med det rigtige garn til dit strikke- eller hækleprojekt, for strikning, hækling & håndarbejde er noget, der skal nydes. Du bruger mange timer på det projekt, du har købt garn til, så det skal være en fornøjelse at have det i hænderne.

Vi byder dig velkommen i vores nørdede garnparadis og glæder os til at hjælpe dig!

KH Nørkleriet
Elsebeth & Sisse