Vi er stolte strikkere og er så heldige at være vokset op i familier og fællesskaber, hvor strik (og alt muligt andet håndarbejde) er blevet givet videre som “life-skills” og traditioner.
Vi er selv vilde med at give strikken videre. Både til dem, der skal lære at strikke og dem, som skal videre i processen og lære mere og nye teknikker. Endnu andre er allerede nørdede som os selv og elsker små lækre detaljer og indtagninger på tusind måder, dem vil vi også gerne hjælpe og udfordre.
Arbejdet med rådgivning og undervisning tager vi ret alvorligt, så det fylder en god del af vores hverdag i butikken.
Vi rådgiver gerne gennem hele processen, lige fra hvilket garn, der passer til din opskrift og til hvilken montering der er passende. – og vi elsker når I kommer og viser os jeres fine strikkeprojekter bagefter.
Det er en æressag for os, at du går tilfreds ud af vores dør med det rigtige garn til dit strikke- eller hækleprojekt, for strikning, hækling & håndarbejde er noget, der skal nydes. Du bruger mange timer på det projekt, du har købt garn til, så det skal være en fornøjelse at have det i hænderne.
Vi byder dig velkommen i vores nørdede garnparadis og glæder os til at hjælpe dig!
KH Nørkleriet
Elsebeth & Sisse
Altså jeg strikker ofte til forelæsninger på uni, og har endda fået smittet et par studiekammerater. Jeg har også altid strikketøjet med til mundtlig eksamen, – når vi sidder ude foran døren til eksaminationslokalet, giver det ro på nerverne lige at strikke et par omgange, selvom mine studiekammerater synes det er både underligt og fascinerende at det hjælper på nervøsiteten.
Ikke fordi det var et mærkeligt sted, men en ventesal på Frederiksberg hospital. Den sammen sygeplejerske gik forbi mig rigtig mange gange. Til sidst stoppede hun op, og sagde ‘Hold op hvor du strikker hurtigt – det er ikke mange der strikker herinde’
Det sjoveste var da jeg deltog i DHL med Knitwork. Vi strikkede mens vi gik ruten. Det er en udfordring. Alle kom helskindede frem og det var en sjov oplevelse med en del kommentarer fra andre hold.